Mottaker: | FREDERIK HEGEL |
Datering: | 11. februar 1885 |
Sted: | ROMA |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Kære herr justitsråd Hegel!
Det var mig en stor fornøjelse af Deres sidste venlige brev at erfare at et nyt oplag af «Brand» snart vil blive sat i værk. Jeg bringer Dem foreløbig min bedste tak herfor.
«Brand» har allerede i længere tid været antaget til opførelse på «Nya teatern» i Stockholm. Allerede i forrige sæson skulde det have været opført dersteds; men indtrufne omstændigheder gjorde det dengang ønskeligt at vente. Nu er der intet i vejen; det fornødne personale er tilstede og opførelsen kan imødesees i den nærmeste fremtid. Jeg er spændt på at erfare, hvorledes direktør Josephson vil klare denne vanskelige opgave, som han så levende interesserer sig for. Det var ham, som i sin tid i Kristiania med så stor
virkning satte «Peer Gynt» i scene.
Jeg takker forbindtligst for det tilsendte årsregnskab; lige så for
fru Thoresens nye bog og for de mange forskellige aviser, som De tid efter anden har havt den godhed at tilstille mig.
Endnu et exemplar af
«Vildanden» nødes jeg til at bede Dem om. Det er bestemt for min italienske biograf og oversætter Alfredo Mazza, som har leveret en fortrinlig oversættelse af «Et dukkehjem».
Dette sidstnævnte stykke er atter optaget på det store teater i Warschau, med
en skuespillerinde, som gør overordentlig stor lykke i hovedrollen. Men om noget forfatterhonorar er der naturligvis ikke tale.
Vinteren har været usædvanlig kold i Rom. Sne og is har vi jo ikke her; men man lider dog føleligt, især inde i værelserne, som kun højst ufuldstændigt lader sig opvarme. Alligevel befinder vi os udmærket vel i enhver henseende.
Vor fælles gamle ven
Asbjørnsens død har gjort mig meget ondt. Han var et af de elskværdigste mennesker, jeg nogensinde har kendt.
Sigurd blev ikke længe i Kristiania. Allerede i midten af forrige måned indkaldtes han til Stockholm og er nu udnævnt til attaché i udenrigsministeriet dersteds.
Med tak for underretningen om herr
Julius Petersens indbetaling, og med håbet om at alt hos Dem står vel til, sender jeg Dem og Deres vore bedste hilsener.
Deres hjertelig hengivne
Henrik Ibsen.